Zebraedderkop
Zebraedderkopperne har et fremragende syn, og set lige forfra ligner de to største af dens otte øjne et par solbriller. Vi finder zebraedderkopper på vores huse, havemure og andre solvarme overflader. Zebraedderkoppen er en springedderkop: Den fanger ikke byttet i spind, men springer og griber det. Den kan springe over 15 gange sin kropslængde – op til 10 centimeter. Under springet bruger den en silketråd som sikkerheds-line. Hannen danser for hunnen, og hvis hun accepterer parringen, gemmer hun et spind med æg i en sprække. Hun bevogter spindet og beskytter ungerne, til de er store nok til at jage selv.