Sandorm
Ved stranden har du måske set spaghetti-formede pølser på sandbunden. De viser, hvor sandormen bor. Sandormen selv ser man sjældent: Som voksen bliver den i sit u-formede rør i havbunden. Her suger den næringsrigt sand fra overfladen ind gennem rørets ene ende. De ufordøjelige sandkorn forlader sandormens tarm i den anden ende. Fladfisk bider tit bagenden af sandormen, når den stikker enden ud for at lave sand-spaghetti. Heldigvis vokser bagenden ud igen. Alle Danmarks sandorm gyder samtidig indenfor 4-5 dage i oktober: Hannerne lægger sædceller ved rørets bagudgang, hunnerne lægger æg ved rørets indgang. Tidevandet fører sædcellerne hen til æggene.