Rødpelset jordbi
Allerede fra marts ser man den rødpelsede jordbi, ofte i mirabelle-blomster. Lidt mindre end en honningbi og dækket af tæt, ræverød pels. Når jordbierne har parret sig, dør hannerne. Derefter går hunnerne i gang med at grave. Rødpelset jordbi er en enlig bi, så hver hun er både dronning og arbejder. Hun graver en tunnel på op til en halv meters dybde. Fra tunnelen graver hun små sidekamre, som hun forsyner med en pollen-kugle og et æg. Til sidst forsegler hun hullet. Hernede udvikler larverne sig, forpupper sig, kommer ud af puppen i sensommeren og sover i larvegangen indtil foråret.