Leopardsnegl
Leopardsneglen er vores største og hurtigste landsnegl. Den er grå eller brunlig med et genkendeligt mønster: plettet forkrop og stribet bagkrop. ”Skadedyr” kalder vi snegle, der æder havens jordbær, men det gælder ikke leopardsneglen: Den foretrækker dødt plantemateriale, som er fuldt af svampe, og spiser også gerne andre snegles æg. Leopardsneglen er hermafrodit, både han og hun. I parringstiden udvælger leopardsneglen en partner, som den cirkel-danser med. Går dansen godt, klatrer de to snegle op på et højt sted og producerer sammen en lang slimtråd, hvor de hænger med sammenslyngede kroppe og parringsorganer, mens de befrugter hinandens æg.