Lakrød møgbille
Gødning er mad for mange. I skarnbasse-familien findes over 5000 bille-arter, som er gødnings-specialister. Lakrød møgbille finder man i planteæder-møg, f.eks. kokasser. Den voksne bille opsøger frisk gødning, og presser med sine juice-presser-formede munddele protein-rig saft fra gødningen. Hunnen graver sig ind i lorten og lægger æg. Når larverne klækker, er gødningen tør, men larvernes klippende munddele kan findele og spise tør gødning. Fordi biller forpupper sig og gennemgår fuldstændig forvandling, kan lakrød møgbille skifte føde-strategi fra larve til voksen: Lakrød møgbille forvandler under puppe-stadiet munddelene fra klippende til pressende, og flyver nu igen afsted på jagt efter frisk gødning.