Hættemåge
Hættemågen ser lille og elegant ud. Røde ben, rødt næb og en mørkebrun sommer-hætte gør den let at kende. Men der er intet elegant over hættemågens adfærd. Omkring en hættemågekoloni er der konstant larm: Når hættemåger slår sig ned sammen i deres ynglekolonier, kan de skræmme selv en sulten havørn væk fra ungerne. Hvis en fjende nærmer sig, flyver hundredevis af hættemåger tæt omkring den, larmer, skider og kaster deres mave-indhold op på fjenden. Derfor er hættemåge-kolonier også vigtige for mange andre vandfugle, som bygger rede inde i hættemågekolonien og på den måde får gavn af hættemågernes vagtpatruljer.