Grøn sandspringer
Hvis du går på en sandet hedesti og ser noget forsvinde i lange spring, som en græshoppe eller en flue, så kig grundigt efter. Måske er det en lynhurtig dræber-bille på stylter! Den grønne sandspringer er metalgrøn med lange ben. På det varme sand udser den sig et insektbytte og fanger det i et langt flyve-spring. Sandspringeren gennemborer byttet med sine kæmpestore munddele, spytter enzymer ind i det, og spiser den opløste næring. Hunnerne graver æggene ned på solvarme steder. Når larven klækker, graver den en tunnel. Her lurer den efter bytte, som den trækker ind i tunnelen og æder.