Ålegræs
Ålegræs ligner tang og kaldes også ”bændeltang”, men er en blomsterplante. Landjordens planter stammer fra grøn-alger, som for 450.000.000 år siden udviklede rødder og tilpassede sig livet på land. Nogle landplanter har siden tilpasset sig levesteder i vand, men kun få er vendt tilbage til havet. I Danmark er ålegræs den eneste plante, som lever hele sin livscyklus under havoverfladen, ligesom de alger vi kalder tang. Ålegræs danner store undervands-enge og er en nøgleart: Fordi den har rødder, ændrer den havbunden, og giver levesteder til mange andre havbundsarter. Ålegræs har tilpasset sig undervandsbestøvning, hvor hun-blomsterne fanger de tråd-formede pollenkorn fra vandstrømmen.